Retur til 'Generalforsamling'

                      Ordinær DHF generalforsamling, søndag den. 30. januar 2011 i Nyborg.

1. Valg af dirigent.

Freddie Klindrup blev foreslået og valgt.

Freddie Klindrup konstaterede, at generalforsamlingen overholdt lovene - og erklærede således generalforsamlingen lovligt indvarslet og beslutningsdygtig.

 Freddie Klindrup kom med forslag om, at lovene fremover ændres til, at indvarsling kan ske pr. mail samt brev til medlemmer uden mailadresse.

2. Valg af stemmetællere.

Ingrid Borchorst og Lisbeth Bech blev valgt som stemmetællere.

Der var på generalforsamlingen mødt 21 stemmeberettigede medlemmer op.

3. Bestyrelsens beretning til godkendelse.

 

  Freddie Klindrup gennemgik den udsendte beretning afsnit for afsnit. Der kom nogle spørgsmål om afklaring af hvad uenigheden i bestyrelsen vedr. brevet til DKKs eksteriørdommerudvalg havde gået ud på. Helle Pålsson svarede, at det primært var gået på hvordan formidlingen skulle være og hvordan/hvorvidt medlemmerne evt. skulle inddrages.

Der kom spørgsmål om legatet på kr. 500 til dommerseminarer, dvs om hvordan ansøgningsprocessen skulle være. Per C. Knudsen svarede, at man skulle indsende en ansøgning til bestyrelsen pr. mail/brev hvor man samtidigt oplyste kontonummer, så kunne kasseren efter endt godkendelse overføre pengene.

 

Beretningen blev godkendt.

4. Revideret regnskab til godkendelse.

 

Per fremlagde det pr. mail udsendte regnskab med kommentarer. Regnskabet blev godkendt.

5. Fastsættelse af kontingent for det efterfølgende år.

  

  •   Bestyrelsen foreslog for 2012 at nedsætte kontingent til 100 kr. for normalt medlemskab h.h.v. 50 kr. for husstandsmedlemmer med håb om at tiltrække flere medlemmer.

  •   Det skabte en del debat og flere kom med alternative forslag. Således foreslog Kitty Sjong i stedet at nøjes med nedsættelse til 200/100kr., idet flere medlemmer kunne skabe større pres på legatansøgninger, som der så skulle være penge til.

  •   Bo Lasthein Andersen argumenterede imod nedsat kontingent. Han efterlyste i stedet flere og større arrangementer for at øge interessen for medlemskab af DHF.

  •   Kresten Scheel gav udtryk for undren over, at DHF ved dommerseminarer afholdt i DKKs lokaler afkrævede deltagergebyr af medlemmerne, når DHFs økonomi er så velfunderet.

  •    Freddie Klindrup satte først forslaget om nedsat kontingent for 2012 på 100/50 kr til afstemning, da dette blev vedtaget med 11 stemmer for og 10 stemmer imod, bortfaldt de øvrige forslag automatisk.

6. Behandling af forslag fra bestyrelse/medlemmer.

Der var ikke indkommet forslag til behandling.

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.

På valg:

Helle Dan Pålsson, Per C. Knudsen og Britt Siegstad (sidste ikke villig til genvalg)

Formand Tomas Rohlin er i januar i år fratrådt sin post gr. personlige årsager, hvorfor Helle Pålsson i perioden op til generalforsamlingen har fungeret som formand og Peter L. Jensen indtrådt som medlem af bestyrelsen.

Helle Pålsson og Per C. Knudsen blev genvalgt. Jette Vind Ramvad blev foreslået og valgt.

Den nye bestyrelse består herefter af Helle Pålsson, Per C. Knudsen, Hans Erik Pedersen, Peter L. Jensen og Jette Vind Ramvad.

Opstillet og valgt som suppleanter:

      Inger Boas og Marianne Baden. Marianne som 1.suppleant og Inger som 2.suppleant.   

8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

Birte Møller Hansen og Mogens F. Hansen blev genvalgt som revisorer.

Palle Møller Hansen blev valgt som revisorsuppleant.

 

9. Eventuelt.

 

Emnerne diskuteret på dagen kan deles op i kategorierne:

·            Kontingentopkrævning:

Lisbeth Bech spurgte til hvorledes kontingentopkrævning blev administreret. Udsendelse af kontingentopkrævning var beklageligvis ikke kommet ud til alle medlemmer. Per C. Knudsen forklarede at DHF dette år var overgået til mailudsendelse for at spare portoen. Desværre var dog ikke alle medlemmers maildresser opdateret på medlemslisten/dommerguiden, hvorfor det var smuttet med nogle af medlemmerne. Medlemmer opfordres til at sende en mail til Per, så mailgruppen kan blive komplet. De medlemmer som ikke har mailadresser, vil få opkrævning via almindelig post.

·            Det nye udstillingsreglement:

Lisbeth Bech påpegede problemer med teksten og fortolkningen af præmieringsgraderne, og bragte bl.a. visse racers brugsprøvekrav på bane. Disse er øjensynligt vanskeliggjort i tolkningen af præmieringsgraderne. Kitty Sjong nævnte, at andre havde påpeget dette, og DKK så vidt hun var informeret var i gang med at kigge nærmere på dette.

·            Spørgsmål til krav og kriterier for medlemskab af DHF:

Lisbeth Bech spurgte til om eksempelvis en dommerelev, som af DKK var blevet standset i sin uddannelse for en nærmere defineret periode, var berettiget til fortsat at være medlem af DHF? Det affødte en længere diskussion med en del for og imod argumenter, bl.a. med granskning af foreningens love og spørgsmål til det specifikke eksempel.

DHFs love forhindrer ikke dette jvf paragraf 4., og bestyrelsen anser ikke at DHF skal stå i vejen for et medlems chance for fortsat at kunne høste noget erfaring og viden qua sit medlemskab så længe DKK ikke på permanent basis har standset og/eller suspenderet vedkommendes videreuddannelse som dommer.

·            Dommer diæter:

Kresten Scheel bragte emnet om dommer diæt satser i Danmark, og refererede til at svenskerne nu har forhøjet deres sats til 950 s.kr. pr. dag. Alle syntes at kunne slutte op om, at DKK også burde revidere deres satser. Det kom yderligere på bane, at der pt. ikke er ens satser for danske og udenlandske dommere som kom bag på mange. Der blev yderligere talt om der i diætbeløbet evt. skulle differentieres afhængigt af om en dommer dømmer mange (højere diæt) eller få hunde (lavere diæt) på en given udstilling. De fleste syntes dog at mene, at dette blot yderligere ville mudre vandene og give arrangerende klubber mulighed for at omfordele hundene i ringene udfra økonomi. Kitty Sjong kom med forslag om ens diætbeløb uanset om dommeren er dansk eller udenlandsk.

Bestyrelsen blev givet en opgave om at indsende forslag til DKK om revideret beløb samt ens diætbeløb for indenlandske såvel som udenlandske dommere!

·            Fremtidig afholdelse af generalforsamlinger:

Bo Lasthein Andersen kom med forslag om fremover at afholde generalforsamling på hverdage for at få flest mulige med. De fleste var dog imod dette og meldte rent ud, at så kunne de ikke deltage grundet tid, kilometerafstand og arbejde. Kitty Sjong foreslog i stedet fremover fast at lægge generalforsamlingen på samme weekend hvert år, således at alle kunne lægge dette fast ind i kalenderen. Der var også diskussion om at flytte lokation mellem Sjælland, Fyn og Jylland.

·     Spørgsmål til indhold af brev til DKKs eksteriørdommerudvalg vedr. videreuddannelse:

Ingrid Borchorst spurgte til indholdet af det tidligere omdiskuterede brev til DKKs eksteriørdommerudvalg samt yderligere spørgsmål til hvad uenigheden havde bestået af. Helle forklarede, at det gik på at forenkle videreuddannelsesprocessen som dommer med nogle forslag til nye og mere fleksible måder at gå aspirant mv. Uenigheden var primært gået på hvorvidt og hvordan medlemmerne skulle involveres før evt. brevs afsendelse.

De fleste af de fremmødte syntes at mene, at det var lagt i bestyrelsens hænder, og det derfor ikke behøvede at afvente yderligere forsinkelse pga ønske om medlemsinddragelse.

Kresten Scheel og Annette Bystrup påpegede yderligere, at DHF tidligere var kommet med forslag til DKK, som var modtaget i god ånd og implementeret.

Herefter startede en livlig debat. Mange input kom til anskueliggørelsen af problematikken og tungheden ved ansøgning om aspiranttjeneste, og hvordan dette bl.a. blev gjort i nabolandene. En del  spørgsmål/tvivl blev rejst af bl.a. Lotte Jørgensen og Kerstin Nilsson til nogle af medlemmerne om eksteriørdommerudvalgets mulighed for at bedømme dommeraspiranters evne som dommere.

Efter længere tids debat endte Freddie Klindrup diskussionen og manede til besindelse – denne debat kunne jo vare mange dage uden at man nødvendigvis kom til nogen enighed om dette følsomme emne.

Øvrigt:

Generalforsamlingen sluttede i god ro og orden, hvorefter vi gik over til at nyde en dejlig frokost.

 Helle afsluttede generalforsamlingen med at takke Freddie Klindrup for indsatsen som dirigent i DHF og med et velkommen til Jette Vind Ramvad som nyt medlem af bestyrelsen. 

 Referat                                                                         Dirigent  

Britt Siegstad                                                              Freddie Klindrup